Oplæg om mosens fisk af Henrik Carl

På et velbesøgt møde tirsdag den 25. oktober 2022 med oplæg om mosens fisk af mangeårig kender, lystfisker og biolog Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum blev vi klogere på hvilke fiskearter, der har været at finde i mosen, hvordan de trives og hvordan flere kunne interessere sig for lystfiskeri i Utterslev Mose.

Utterslev Mose har tidligere været et populært lystfiskerområde i 1980erne og i 1990erne. Det er især gedden, der tidligere har gjort Utterslev Mose til et yndet sted for lystfiskeri. Lystfiskeri er efter Coronatiden igen blevet populært mange steder, men det kniber med Utterslev Mose. Det er der flere grunde til, og den mest åbenlyse er manglen på fisk i mosen.

Spørgsmålet om hvordan vi kan få en større bestand af fisk, især af rovfisk, blev drøftet på mødet. Og der er en række tiltag som kunne muliggøre det. Tiltagene skal ske koordineret, og det skønnes at ville tage et par år. Der har i årenes løb været flere alvorlige tilfælde af fiskedød af flere grunde. Bundlaget/sedimentet er kraftigt forurenet, næringsindholdet er for stort, vandstanden er lav, og når der er sne og is på overfladen kan det medvirke til iltsvind om vinteren. Forekomsten af vinterdød blandt fisk har betydet store udsving på fiskebestandene.

Vandkvaliteten skal bedres. Det forudsætter at den fortsatte udledning af overløb til Utterslev Mose skal bringes til ophør. Fiskepladser skal vedligeholdes. Bestanden af gedder skal opbygges igen. Fiskene skal ikke med hjem og spises, men sættes ud igen. Vi skal have Catch-and-release fiskeri (se nedenfor), så bestanden bevares, og de fangede gedder genudsættes på skånsom vis. Vi drøftede også en genetablering af fiskeklubber, hvor kendskab til netop skånsomt lystfiskeri med respekt for naturen kunne ske.

På en af mosens nye tavler om dyrelivet i Utterslev Mose er afbildet de hyppigst forekommende fisk: Aborre og gedde er begge rovfisk som bidrager til en god økologisk balance i søerne. Aborren tåler forurening og iltsvind bedre end gedden!

Der er flere slags karpefisk: de hjemmehørende brasen og karusse, samt skalle og sølvkarusse (guldfisk).  Sidstnævnte er  fisk, der er blevet sat ud i mosen. De kan blive for talrige og skabe ubalance, da de lever af den dyreplankton, der har alger som føde. Disse fisk tåler også forurening bedre.

Mødet blev arrangeret som det første i en møderække om mosens dyreliv af Brønshøj-Husum Lokaludvalgs sekretariat i samarbejde med Utterslev Moses Venner

Catch and release fiskeri – Her er 6 tips til skånsom genudsætning