Et bedre kig til mosens vand og de vilde fugle
For de mange beboere omkring Utterslev Mose og de mange tusinde, der hvert år benytter stierne omkring mosen til at nyde naturen eller motionere, er der nu godt nyt. Den grønne mur af piletræer og andre vækster, som efterhånden har dækket for udsynet til mosens vandspejl og fugleliv, må nogle steder vige for et frit udsyn til mosen.
Dermed vil Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune nu igen forsøge at leve op til den udviklings- og plejeplan, som for nogle år siden blev udarbejdet. Det var en god og gennemarbejdet plan, der bl.a. indeholdt bestemmelser om nogle sigtelinjer ud over mosens vandarealer også fra de omliggende områder, veje osv. Linjerne blev etableret, og det var bestemt godt at betragte vandspejlet i mosen og udsigt til bl.a. Grundtvigs Kirke.
Imidlertid er beskæringen af træer og buske i mosen ikke konsekvent fulgt op senere, således at der nærmest nu igen er opstået en ’grøn mur’ om mosen. Det har givet bestyrelsen i Emdrup Grundejerforening anledning til at pege på problemet over for kommunen, og vi har stillet spørgsmål om, hvad kommunen har gjort og eller agter at gøre for at sikre sigtelinjerne i overensstemmelse med Udviklings- og Plejeplanen.
Opmærksomme medlemmer af foreningen har erfaret at en udtynding af den ’grønne mur’ nu er gået i gang. Elise Sylvest Elmgreen, der er forholdsvis nytiltrådt byrumsforvalter for bl.a. den østlige del af mosen, fortæller, at kommunen er opmærksom på at der udestår arbejder for at leve op til Udviklings- og Plejeplanen. Imidlertid betød corona-epidemien, at kommunens medarbejdere i nogle år ikke kunne udføre deres arbejde bl.a. med gartnervedligeholdelse i mosen. Det arbejde og andet er nu genoptaget – i øvrigt med ansættelse af to nye og dedikerede medarbejdere. Bl.a. arbejdet i ’Østmosen’ med sigtelinjernes genetablering forventes afsluttet inden længe. En række nye arbejder i mosen og bl.a. på Bispebjerg Kirkegård forestår eller er ved at blive planlagt, fortæller Elise Sylvest Elmgreen.
Bestyrelsen i Emdrup Grundejerforening følger med i hvad der sker. Det gælder også med snyltehvepsene, som forårsager skader på egetræer i mosen, jf. omtale i Bispebjerg Bydelsavis 18. oktober 2022. Vi er glade for at have skabt en god kontakt til den nyansatte byrumsforvalter af vores område. (Denne artikel blev sendt som nyhedsmail af Emdrup Grundejerforening den 1. november 2022)