Kloakoverløb til Utterslev Mose

Dette er et indlæg i en serie om kloakoverløb til Utterslev Mose skrevet af Jakob Soland Engbæk, der er aktiv i Vandgruppen i foreningen Utterslev Moses Venner.

Foto: Ilja Prai Axelstad Charerntummagool

Det sker desværre ofte, at kloakvand føres ud i Utterslev Mose, de såkaldte kloakoverløb. Nedenfor ses oversigten over kloakoverløb i 2024. Tallene er fra PULS (PunktUdLedningsSystem), der er en national database med data om udledninger fra renseanlæg, regnbetingede udløb, industri og akvakultur. Der står navn på overløb, antal kubikmeter kloakvand i løbet af året og antal gange, de er løbet over.


Hvorfor er det et problem?

Kloakoverløbene medfører iltsvind nætterne efter overløbet, idet kloakvandet indeholder biomasse, der rådner og forbruger ilten. Vandet indeholder også kvælstof og fosfor, der kan medføre algevækst og iltsvind, hvilket man kender fra fjorde og de indre farvande. Da vandet kommer fra kloakken, er der også risiko for at sygdomme overført fra vandet kan smitte mennesker. Især kan kontakt med vandet give visse farlige sygdomme fra rotter. Iltsvindet betyder at det fortrinsvis er fisk, der kan tåle iltsvind, som overlever i mosen, hvilket også har betydning for fuglelivet i mosen. Men rent ud sagt så er det også ulækkert og stinker.
Ingen ønsker, at folk får kloakvand ind i deres bolig, når det regner. Så det klart at det er i orden at overløb hænder ved ekstremt vejr. Men vejret er ikke ekstremt 23, 24 eller 35 gange om året, hvilket er de tre kommuner København, Gladsaxe og Gentofte rekorder i antal kloakoverløb i 2024.

Kilder til information

Kommunerne skal som sagt indberette til Staten via databasen PULS. Det er det officielle og bedste bud på, hvor meget og hvor mange kloakoverløb, der er. Man kan altid ønske sig bedre data, og opgørelserne forbedres også gradvist. Koncentrationen af kvælstof, fosfor og biomasse (COD) er fastsat uden variation mellem de forskellige overløb. De bygger på den bedste tilgængelige data, men det ville være rart med målinger. Tallene er fundet her på Danmarks Miljøportal.

Er det lovligt?

Det er svært at tro, at man tilbage i 1980’erne eller nu kan have ubegrænsede udledningstilladelser, men det påstås med dokumentation tilbage fra fx 1976 og 1979.
Utterslev Mose ligger i Københavns Kommune, og det er Københavns Kommune der er miljømyndighed.

Hvad gøres der?

Ved UM26 sker en separat kloakering i Tingbjerg. (Læs mere her).
HOFOR forbereder etableringen af et rørbassin, dvs. et rør, der også virker som bassin. Det skal gå til UM19b fra UM18, UM17b og UM16. Formålet er at nedbringe mængden af kloakvand, der løber over, ved at udnytte røret som et bassin. Der er allerede etableret et tilsvarende bassin mellem UM21 og UM19b.
I Gladsaxe findes en plan om separat kloakering, hvilket er den perfekte, men også meget langsommelige løsning. Det forventes, at den sidste sektor nær mosen (Høje Gladsaxe) er færdig i 2055. Der er også et projekt kaldet Svanemøllen Skybrudstunnel, der er under planlægning, og som skal gå fra kanalen ved Højmosen (Gladsaxevej). Måske sker der noget i 2032.

Hvad gør foreningen?

I foreningen Utterslev Moses Venner gør vi, hvad vi kan, for at presse på for hurtigere handling og for sikre at de vedtagne projekter gennemføres. Utterslev Mose kan blive et endnu bedre rekreativt sted for mennesker og levested for dyr, hvis vandet i mosen er rent, og hvis der er en naturlig sammensætning af fisk i vandet.