Se videoen om Utterslev Mose Mosetræf 2023 d. 10. september 2023. Der er interviews og fine optagelser af aktiviteter på Teltpladsen, i Højmosen og på Naturværkstedet Streyf. Desuden kan man høre om hvad politikerne på Rådhuset mener om Utterslev Moses vandkvalitet.
Videoen er produceret af ‘Bispebjerg Lokal-TV’ (BL-TV), der er en forening, der udsender TV-programmer i hovedstadsområdet. BL-TV sendes på kanalen ‘TV Storbyen’ og via kabel. På nettet kan den ses på www.kanalnordvest.dk.
Videoen starter på Teltpladsen, hvor Lise Buch, forperson for foreningen Utterslev Moses Venner, byder velkommen. Se Mosetræf-programmet her
En stor del af videoen dokumenterer diskussionen, der foregik i den ‘Politiske Debatsalon’ på Teltpladsen arrangeret af Alex Heick, forperson for Bispebjerg Lokaludvalg, og af ’Vandmiljøgruppen’.
Anders Jensen, leder af Miljøpunkt Nørrebro og forbrugerrepræsentant i Hofors bestyrelse repræsenterede ’Vandmiljøgruppen’ sammen med projektleder Jens Christian Elle fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg, der er tovholder på denne arbejdsgruppe.
Debatsalonen fandt sted under de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus. Den rykkede rent politisk og var i den henseende en stor succes.
Den medførte en plan om aflukning af kloakoverløb til Utterslev Mose fra syd, hvilket aktuelt er i høring (se ‘Forslag til Spildevandsplantillæg 2024’ s. 45-46, der kan hentes her)
Den medførte også en bevilling til en forundersøgelse af muligheden for at hente grundvand op fra Carlsbergforkastningen til Utterslev Mose for at forbedre vandkvaliteten i mosen frem for at lede det til kloakken. Se Budgetnotat TM108 ‘Anvendelse af grundvand fra Carlsbergforkastningen til Utterslev Mose’ her.
Debatsalonen blev indledt af Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum med en beskrivelse af mosens nuværende fattige fiskebestand og derefter med oplæg af Alex Heick og Anders Jensen.
Debatdeltagere:
Martin Sibast (Østerbro Lokaludvalg, Liberal Alliance)
Claus Nicholai Møller Buch (Københavns Borgerrepræsentation, Venstre)
Jean Thierry (Københavns Borgerrepræsentation, Enhedslisten)
Yilmaz Yildiz (Københavns Borgerrepræsentation, SF)
Troels Jacobsen (Københavns Borgerrepræsentation, Alternativet)
Dan Kreutzfeldt (Bispebjerg Lokaludvalg, Radikale)
Laura Rosenvinge (Københavns Borgerrepræsentation, Socialdemokratiet)